Ingen tegn på at mRNA Covid-19 vacciner fører til graviditetskomplikationer for gravide og deres ufødte børn

Efter analyse af data fra flere studier konkluderer det europæiske lægemiddelagentur, EMA, at der ikke ses tegn på at mRNA Covid-19 vacciner fører til graviditetskomplikationer for gravide og deres ufødte børn.

I omfattende studier, som har inkluderet i omegnen af 65.000 gravide personer i forskellige stadier af graviditeten, ses der ingen tegn på øget risiko for komplikationer, aborter, tidlige fødsler eller bivirkninger hos den gravide person eller det ufødte børn i forbindelse med mRNA vaccination mod Covid-19. Selv om data har begrænsninger, går disse resultater igen på tværs af de studier, EMA på nuværende tidspunkt har analyseret.

Samtidigt viser studierne, at vaccinerne er lige så effektive i at minimere risikoen for indlæggelsen og dødsfald hos gravide personer, som hos ikke-gravide personer.

Eftersom graviditet indtil videre er blevet kædet sammen med højere risiko for et alvorligt sygdomsforløb, i særdeleshed i andet og tredje trimester, konkluderer EMA på baggrund af gennemgangen, at fordelene ved vaccination med mRNA Covid-19-vacciner under graviditeten opvejer de mulige risici for den gravide og deres ufødte barn og opfordrer gravide personer (og personer, som ønsker at blive gravide i den nærmeste fremtid) til at blive vaccineret og ellers følge de nationale anbefalinger.

De hyppigst forekommende bivirkninger efter vaccination hos gravide personer stemmer også overens med de bivirkninger, man har set i den generelle vaccinerede del af befolkningen. Bivirkningerne inkluderer smerter, rødme og hævelse ved injektionssted, træthed, hovedpine, muskelsmerter og kulderystelser og disse er oftest milde eller moderate og forsvinder indenfor et par dage efter vaccinationen.

Læs mere på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside her:

https://laegemiddelstyrelsen.dk/.../ema-nyeste-viden-om.../