Uddannelsesansvarlig overlæge og uddannelsesinteresseret yngre læge søges i DSOG til at indgå i arbejde med at udvikle en ”ny logbog.net”-løsning

DSOG søger en uddannelsesansvarlig overlæge (UAO) og en uddannelsessøgende yngre læge (I-, post-intro eller H-læge) til at indgå i arbejdet med at udvikle en ny samlet it-løsning til erstatning for de to systemer www.logbog.net og www.evaluer.dk.

Man forventes at deltage i 2 workshops samt evt. 2-4 møder online á 2 timers varighed i perioden 1. august 2021 – 30. juni 2022 afhængig af, hvilken gruppe man bliver tildelt. Derudover forventes der, at man sender kort information til UU om udfald af processen.

Hvis du er interesseret, så send venligst kort motivation og kort CV til uuformand@dsog.dk senest d. 20. juni 2021

Yderligere information om projektet:

Danske Regioner har på initiativ af Sekretariaterne for Lægelig Videreuddannelse godkendt, at der skal findes en ny samlet it-løsning til erstatning for de to systemer www.logbog.net og www.evaluer.dk, som i dag anvendes i den lægelige videreuddannelse i Danmark. Mens den nye it-løsning udvikles, fortsætter driften af logbog.net og evaluer.dk uforandret indtil ultimo 2022 og data fra systemerne overføres til den nye it-løsning. 

Projekt ’Nyt logbog.net og evaluer.dk’ arbejder på at udvikle én samlet it-løsning som erstatning for de 2 systemer i lægelig videreuddannelse. I den forbindelse inviteres specialeselskaberne hermed til at udpege 1 uddannelsesgivende (UAO eller vejleder) og 1 uddannelsessøgende læge per specialeselskab til en brugergruppe, der i samarbejde med projektledelsen kan bidrage med idéer til det nye it-projekt.

Projektorganisationen ønsker at give specialerne mulighed for at bidrage til udviklingen af den nye it-løsning, men af praktiske årsager, så vil de udpegede repræsentanter skulle fordeles hhv. i ’I & H-gruppen’ og ’Baggrundsgruppen’, hvor ’I & H-gruppen’ følger projektet tæt, mens ’Baggrundsgruppen’ involveres i mindre grad.

’I & H-gruppen’ kan bestå af 10 repræsentanter og 2 projektledere, mens de resterende repræsentanter indgår i ’Baggrundsgruppen’.

Fordelingen af repræsentanter i hhv. ’I & H-gruppen’ og ’Baggrundsgruppen’ aftales på en workshop i september 2021. Det er planen, at de repræsentanter, der deltager i ’I & H-gruppen’ dækker flere specialer og ved behov rådfører sig med repræsentanterne i ’Baggrundsgruppen’. Uddannelsesgivende (UAO eller vejleder) og uddannelsessøgende er ligestillede og begge parter kan indgå i begge grupper, hvilket aftales med projektlederne på workshoppen i september 2021. Klinisk basisuddannelse og specialet Almen medicin håndteres i særskilte brugergrupper.

Forventet tidsforbrug

I & H-brugergrupperepræsentanterne forventes at deltage i 2 workshops samt 2-4 møder online á 2 timers varighed i perioden 1. august 2021 – 30. juni 2022 og der forventes ikke forberedelsestid til møderne eller til workshops.

Alle brugergrupperepræsentanter får også mulighed for at deltage i test af det nye system.

I & H-gruppen forventes primært at drøfte specialespecifikke løsninger for intro – og hoveduddannelseslæger.

Repræsentanter i baggrundsgruppen forventes at deltage i 2 workshops samt ad hoc involvering.

Anna Aabakke

MD, PhD., Ass. prof.