Sven O. Skouby er sovet stille ind

Med Sven O. Skouby har dansk gynækologi og obstetrik mistet en af sine helt store personligheder.

Sven var opvokset i Slagelse og blev kandidat fra Københavns universitet i 1974. Han gennemførte sin speciallægeuddannelse på en række Storkøbenhavnske hospitaler og blev administrerende overlæge på Frederiksbergs hospitals gynækologisk- obstetriske afdeling i 1994. Han blev professor ved Københavns Universitet i 1999 og blev i 2008 professor og leder af fertilitetsklinikken på Herlev Hospital.

Sideløbende med sin speciallægeuddannelse engagerede Sven sig i den daværende Foreningen for Familieplanlægning (nu Sex og Samfund) og var sammen med Lars Mølsted Pedersen med til at udvikle forskningsaktiviteterne på Rigshospitalets Diabeteslaboratorium. Hans forskning resulterede i disputatsen om svangerskabsforebyggelse hos kvinder med graviditessukkersyge som blev forsvaret i 1987.

Han videre forskning koncentrerede sig om hormonbehandling, svangerskabsforebyggelse og i de senere år fertilitetsbehandling. Aktiviteterne resulterede i et stort antal videnskabelige artikler og lærebogskapitler og Sven bidrog flittigt og gerne til at nuancere den til tider ophedede debat om  p-piller og hormonbehandling af kvinder efter overgangsalderen. Hans videnskabelige engagement var til stor inspiration for mange yngre kolleger og han var en respekteret og værdsat vejleder for flere doktordisputatser og Ph.D afhandlinger.

Han var en fremragende underviser og var en efterspurgt foredragsholder i såvel ind- som udland.  Sven var i kraft af sit engagement, sin viden og sit væsen i stand til at etablere kontakter, som førte til dannelse af stærke videnskabelige netværk både nationalt og internationalt. Ret tidligt etablerede han kontakt til tromboseenheden ved SDU i Esbjerg, som førte til et mangeårigt frugtbart og produktivt samarbejde, og  indenfor fertilitetsområdet var han en af initiativtagerne til et stærkt samarbejde på tværs af Øresund.

På det organisatoriske plan var han med til at grundlægge det europæiske kontraceptionsselskab som han var formand for i 6 år og han har siddet i i bestyrelsen for en række internationale videnskabelige selskaber indenfor gynækologisk endokrinologi .  Sammen med professorerne Bent Ottesen og Gunnar Lose var han med til at etablere udarbejdelse af de  evidensbaserede guidelines, som nu er en af hjørnestenene i DSOG  

Sven modtog en række internationale hædersbevisninger gennem årene. Det glædede ham meget, men allergladest var han nok da i 2021 modtog Niels Jørgen Sechers Ærespris som en anerkendelse af hans mangeårige indsats for dansk gynækologi og obstetrik

Sven vil blive dybt  savnet som læge og  som professor  Men ikke mindst vil han blive savnet fordi han var en varm og givende person, som med sin elegante og ofte underspillede humor skabte en god og konstruktiv atmosfære omkring sig for såvel lægekolleger som andre samarbejdspartnere.