Invitation til at indsende poster(e) til postersession ved DSOG's Årsmøde 2020

På vegne af DSOGs bestyrelse har vi den store glæde at kunne invitere medlemmer af DSOG til at præsentere elektroniske postere til DSOG’s Årsmøde d. 8 oktober 2020. 

Vi ønsker at postersessionen bredt skal repræsentere den store mængde forskning, der foregår i specialet. Publicerede data eller studier, der tidligere har været præsenterede er velkomne, men også præliminære data eller mindre studier, som man vurderer vil have interesse for selskabet, kan ligeledes indsendes, herunder resultater fra forskningstræning, pilot studier, mv. 

Alle indsendte og accepterede postere vil blive vist elektronisk på årsmødet. Der vil altså ikke være mulighed for at hænge ”fysiske” postere op.  

Der vil blive udvalgt nogle postere, som får mulighed for at blive præsenteret på en ”Town Hall” lignende session. Hver af de udvalgte posterpræsentationer vil få 2 min til præsentation og herefter vil der være 2 min til spørgsmål fra salen.

Der vil være priser til de samlede bedste præstationer, vurderet ud fra bl.a. poster og Town Hall. Priserne uddeles i samarbejde mellem Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica (AOGS) og DSOG.

Postere skal være i pdf format og egnet til præsentation på en storskærm. 

Alle postere, som ønskes medtaget, skal sendes elektronisk til DSOGs videnskabelige sekretær Lars Henning Pedersen,LHP@clin.au.dk. Abstract skal ikke sendes med. 

Deadline for indsendelse d. 1. oktober 2020