DSOG’s analyse og anbefalinger vedrørende igangsættelse pga. svangerskabslængde (2019-2020)

I 2019 er der offentliggjort nye resultater om fordele og ulemper ved at sætte fødsler i gang efter terminen. DSOG har gennemgået disse nye studier og vil anbefale nedenstående videre proces med henblik på en revision af de allerede eksisterende anbefalinger vedrørende igangsættelse efter terminen (Graviditas Prolongata, DSOG 2011).

De nye resultater stammer fra to store videnskabelige undersøgelser, et hollandsk (INDEX) og et svensk (SWEPIS) studie. I studierne undersøgte man raske, gravide kvinder, som indgik i et lodtrækningsforsøg, hvor fødslen blev planlagt til at blive sat i gang ca. 7 dage (41+0) eller 14 dage (42+0) efter terminen (dvs. 40 fulde uger).

Der er tidligere lavet flere videnskabelige undersøgelser om samme emne. Det er mere end 25 år siden, at de første studier viste, at igangsættelse før graviditetsuge 42 har positive effekter på graviditetsforløbet. 
WHO anbefaler således, at man i lande som Danmark, hvor man har sikker fastsættelse af terminen ved tidlig ultralydsskanning, tilbyder igangsættelse af fødslen i graviditetsuge 41+0 (WHO).

Man har i længe været klar over, at risikoen for både dødfødsel og svær påvirkning af den nyfødte øges, når man kommer et vist stykke over terminen. Heldigvis er risikoen for fosterdød og død indenfor 1. uge efter fødsel særdeles lav i Danmark (ca. 0,77 af 1000 efter uge 41+0). Det er desværre vanskeligt at forudse, hvilke gravide, der rammes heraf.

Det er ikke entydigt, hvordan gravide kvinder vægter denne risiko overfor de fordele og ulemper som igangsætning af fødslen i øvrigt kan indebære.

Der har været en del debat om ovenstående studier og den samlede evidens om igangsættelse efter terminen. En debat, der afspejler, at der ikke er enighed om den foreliggende evidens. Derfor ønsker DSOG, at der udarbejdes en tværfaglig national klinisk vejledning (NKR) om igangsættelse efter terminen.

Jordemoderforeningen og Jordemoderfagligt Selskab støtter begge ønsket om en NKR.

DSOG er i dialog med andre parter herunder Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen, de er begge orienteret om vores ønske.

DSOG håber derfor på, at Sundhedsstyrelsen vil være indstillet på, at der hurtigst muligt starter en proces med udarbejdelse af en NKR om igangsættelse af fødsler. En NKR som de involverede faggrupper i enighed kan bakke op om til fordel både for de gravide og deres partnere.