DSOG’s Arbejdsmiljøpris 2023

DSOG’s arbejdsmiljøpris tilegnes en kollega eller en afdeling, som har gjort en forskel for det psykiske og/eller fysiske arbejdsmiljø på afdelingen eller i klinikken.

Udvælgelsen foretages af DSOG’s bestyrelse blandt de indstillede og prisen overrækkes på DSOG’s Forårsmøde.

Der skal indsendes kortfattet, skriftlig indstilling som skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. april 2023. Indsendes pr. mail til DSOG’s webmaster Malou Barbosa: webmaster@dsog.dk

Læs mere

Niels Jørgen Sechers Ærespris 2023

Så er det tid til at indstille personer til Niels Jørgen Sechers Ærespris.

Prisen uddeles til en person, der har haft en helt særlig betydning for dansk obstetrik og gynækologi. En person, der ved fagligt, videnskabeligt eller organisatorisk engagement, har haft en helt særlig betydning for fagets udvikling, og som ved sit personlige virke har bidraget positivt til at fremme faget til gavn og glæde for patienter såvel som kolleger.

Indstillingen skal tilgå DSOG’s webmaster, Malou Barbosa, senest d. 1. april 2023

Læs mere

Tilmelding til obstetrisk guidelinemøde den 28. - 29. april 2023

Tilmelding til dette års Obstetriske Guideline Møde på Hotel Vejlefjord d. 28-29. april 2023 er åben via dette link

Der kan købes billetter til hele mødet eller enkelte dage. Partoutbilletten dækker deltagelse i mødet incl. indkvartering og måltider. Dagsbilletter incl. dagsmåltider.

Vi forbeholder os retten til - ved flere deltagere end fysiske pladser - at prioritere speciallæge-deltagelse fra alle afdelinger - ud over aktive deltagere i guidelinegrupperne.

Der vil være mulighed for at tilkøbe adgang til spa-området på særskilt billet. 

Ved spørgsmål kan rettes kontakt til Organisationskomiteen på tilmelding.ogl@gmail.com
Se det fulde program her

Læs mere

Delkursusledere til det specialespecifikke kursus: Antenatal obstetrik

Der søges to delkursusleder til det specialespecifikke kursus Antenatal Obstetrik.

Ansvarsområde: Planlægning, afvikling og evaluering af det specialespecifikke teoretiske kursus ”Antenatal Obstetrik”. Løbende justering af kurset i forhold til indhold, metode og pædagogik.

Varighed: 3 dage – 18 forelæsningstimer + introduktion og diskussioner

Arbejdsopgaver: Delkursuslederne har ansvar for det endelige kursusprogram og står for den praktiske afvikling af de enkelte kurser mht. lokaler, forplejning, undervisere, invitation af kursisterne, udsendelse af kursusmateriale og evaluering af kurset. Delkursuslederne har endvidere ansvar for, at kursusbudgettet overholdes, og at der aflægges regnskab.

Kompetencer: Speciallæge i gynækologi/obstetrik. Interesse for og dokumenteret erfaring med obstetrik. Erfaring med undervisning og formidling kombineret med et godt kendskab til målbeskrivelsen og organisatoriske evner. Der tilstræbes delkursusledere fra forskellige regioner.

Start: Første kursus som delkursusleder er november 2023.

I den motiverede ansøgning vil vi – udover din motivation for at søge stillingen – også gerne høre lidt om, hvad du mener at kunne tilføre kurset.

Motiveret ansøgning inkl. CV mailes til formand for UU Anne Gamst

Ansøgningsfrist: 22. januar 2023

Læs mere

Guidelinekurser

Kære tovholdere og guidelinedeltagere 2022/23/24

Alle guidelinedeltagere i både gynækologi og obstetrik inviteres nu til deltagelse i vores årlige guideline kurser. Der er planlagt 2 kursusdage for grupperne:

- 1. dag afholdes som et fremmøde kursus (søndag d.13. november kl.10-15 på Nyborg Strand Hotel). Her er der lagt op til at så mange som muligt fra hver guideline deltager, så man kan møde hinanden og få tilrettelagt arbejdet fremadrettet. På kurset vil der være bl.a være gennemgang af hvordan man laver guidelines samt valg af PICO inkl. gruppearbejde. Program for dag 1 kan ses her

- 2. dag afholdes som virtuelt kursus (søndag d.29. januar kl 9.30-13.30) hvor der vil være gennemgang af bla. litteratursøgning, evidensgradering og rekommandationer. Program for dag 2 kan ses her

Tilmelding til Hellen Edwards med angivelse af hvilken guideline du deltager i samt evt har allergier ifht forplejningen senest 6.november 2022.

Læs mere

Glædelig jul fra DSOG's bestyrelse

Kære alle

DSOG’s bestyrelse ønsker jer alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Vi takker for det gode samarbejde, vi har haft med mange af jer i løbet af 2022. Tak fordi I altid er parate til at springe til, når vi har brug for ekspertudtalelser, og tak fordi I møder op og deltager aktivt til vore faglige møder.

Vi ser frem til 2023 med rigtig mange aktiviteter udover de sædvanlige møder og kurser. Helt specielt er, at vi i forbindelse med Forårsmødet d.14.-15. april kan fejre DSOG’s 125 års jubilæum. I august venter der NFOG kongres i Trondhjem og i oktober FIGO kongres i Paris.

Læs mere

Ny opdateret COVID-19 guideline

Hermed en opdateret 12. version af COVID-guideline og graviditet.

Opdateringen indeholder:

  • Nyeste publicerede danske data vedr. COVID og graviditet.

  • Sundhedsstyrelsens opdaterede vejledning vedr vaccination, herunder at gravide anbefales booster-vaccination fortsat i alle trimestre.

  • Opdaterede vejledning vedr. medicinsk behandling af gravide med COVID.

  • Justering ifht. anbefalinger vedrørende analgesi og COVID.

Find vejledningen her

Læs mere

Mulighed for fuld dækning af publikationsafgift fra NFOG ved publicering i AOGS

I januar 2022 overgik vores nordiske tidsskrift AOGS til fuld Open Access (ikke hybrid). Dette betyder, at alle accepterede manuskripter fremadrettet skal betale en publikationsafgift (APC). I Sverige, Norge og Finland har man lavet en national finansieringsaftale, som betyder, at der ydes tilskud fra en dedikeret pulje. Dette er desværre ikke tilfældet i Danmark og Island. Da DSOG-medlemmer yder en betydelig indsats i forhold til tidsskiftet, og leverer forskning af høj kvalitet, besluttede NFOG i foråret at støtte publikationer fra Danmark og Island. DSOG-medlemmer, der arbejder i Danmark, kunne anmode om 50% APC-godtgørelse fra NFOG, hvis der ikke blev ydet støtte til publikation andetsteds fra. Der er afsat en betydelig mængde penge til dette, men kun ganske få har haft behovet. NFOG har derfor besluttet, at der vil være mulighed for fuld dækning, fra nu og i hele 2023 (eller indtil puljen er tom). Kontakt venligst AOGS-redaktionen susana.benedet@gu.se for mere information eller anmodning om dækning.

Læs mere